Pedro Almodóvar & Átame (Bind mig, elsk mig)

af Palle Nørgaard

Pedro Almodóvar slog sit navn fast som instruktør op gennem 80’erne i Spanien. 90’erne, hvor han bare blev bedre og bedre, hev hans film ud af de smalle biografer i resten af verden. Med Átame, eller på dansk Bind mig, elsk mig fra 1990, fik en bredere skare af europæiske og amerikanske biografgængere øjnene op for den spanske instruktør og hans umiskendelige farverige og fantastisk befolkede meget spanske filmunivers, (og det var også den film, der skabte afsættet for hovedrolleindehaver Antonio Banderas’ amerikanske karriere).

Har man hængt på siden, har man kunne følge Almodóvar-darlings som Carmen Maura, Blanca Portillo, og se instruktøren være med til at udklække flere internationale stjerner som Javier Bardem og selvfølgelig Penélope Cruz. Hver gang synker tilskueren samtidig ned i en fantastisk urban atmosfære, hvor især Madrid har lagt sine lange gader, smukke facader og gamle gadefliser til Almodóvars høje hæle og skæve eksistenser og pakket det hele ind i en særlig ’sabor manchego’, der har leveret den ene fantastiske karakteristik efter den anden af en dragende spansk kultur.

Almodóvars figurer kan være helt overjordiske af både sind og udseende. Særligt hans spanske kvinder, som han fremstiller som ingen anden, hvad end de er gamle damer, smukke unge piger eller ja, mænd, trykker han dem og deres historiers realisme helt op i ekstremer og bryder grænser til det fantastisk magiske. Derfor udløser en pludselig fødsel i en bybus i en Almodóvarfilm selvfølgelig et livslangt gratis buskort til den nyfødte, så byen og karaktererne magisk kan glide sammen, som det var tilfældet i Carne tremula, (Kødet skælver) fra 1997.

Pedro Almodóvars film indeholder både mord og overgreb. De behandler både tragiske ulykker og alvorlige emner som koma og organdonation. De flyder med stoffer, misbrugere og prostitution. Sproget er hårdt, og sex ekspliciteres igen og igen i tale og billeder – og ofte af den slags du hverken har hørt eller set før.
Almodóvar pakker det hele ind i ekstreme situationer og finurlige plots. Og det har sine fordele. Et Almodóvar-trick er eksempelvis at flytte de mest normale ting over i ekstreme omgivelser, hvor de så træder frem, blot fordi de netop er normale. I Átame er omdrejningspunktet eksempelvis en ung mand, der er vokset op som forældreløs. Han tager en skøn skuespillerinde (spillet af Victoria Abril) til fange, fordi han har forelsket sig i hende. Kniplet og bundet mellem tov og håndjern begynder de små samlivssituationer så. Her står de klart frem mellem alle de dramatiske rekvisitter. Det er meget effektfuldt. Kan man f.eks. love en anden, at man binder vedkommende med en ”blød knude”?
Almodóvar sætter godt nok sine figurer i ekstremt farlige og absurde situationer, men der finder han også deres bedste og smukkeste sider frem. Han viser os det normale i det ekstreme, det bløde i det hårde, og midt i det ofte hysteriske virvar begynder han så at genopfinde familier af de mest fantastiske slags.
Instruktøren har selv udtalt, at han lider af ”familie-nostalgi”, det kan man med fordel huske på, når man forsøger at finde temaer, motiver og symboler i hans ekstreme film.
Átame er en thriller, hvor en kvinde tages til fange. Man hvad vil den farlige unge mand egentligt? Og hvad vil Almodóvar med det?

Vi håber, at I har lyst til her på bloggen at give os jeres bud på, hvad der egentligt sker i Átame, eller i Bind mig, elsk mig. Lad os få en diskussion i gang om Spaniens absolut mest succesrige instruktør. Det bliver absolut ikke sidste gang, at Almodóvar kommer på programmet i Spansk Filmforum. God fornøjelse med filmen!