Velkommen til sæson 2009-2010 i Spanskfilmforum!
Med sommersolen i ryggen er det igen blevet tid til at slentre i Øst for Paradis og synke ned i biografstolene for at nyde flere filmstrimler fra det spanske skatkammer. Igen i denne sæson er der mulighed for at opleve gamle mesterværker og nyklassikere med masser af spansk kultur, sprog og samfund.
Spansk Filmforum, der også introducerer Øst for Paradis’ premiere på Pedro Almodóvars nye Abrazos Rotos den 21. august, åbner sæsonen med at give dig muligheden for at gense en Almodóvarperle Mujeres al borde de un ataque de nervios i october. I november har vi set Charlie Kaufmans nye film Synecdoche, New York, der netop har premiere, som anledning til at tematisere surrealismen, som den har udfoldet sig tidligere og i dag. Derfor er Luis Buñuel på programmet i november: Hans barberbladsberømte Un chien andalou/ Un perro andaluz, vises sammen med dokumentarfilmen om instruktøren og hans værker A propósito de Buñuel. I december blænder Spansk Filmforum op for den første film i en række, der fra forskellige perspektiver tematiserer forholdet mellem Film og Litteratur, José Luis Cuerdas filmatisering af Manuel Rivas romanen La lengua de las mariposas. Filmen bringer således også i denne sæson den spanske borgerkrig til biografsalene i Paradis.
Januar indleder 2010 med et godt gys i Alejandro Amenábars Tesis,(tidligere dansk titel Snuff). Første gys i rækken fra den nu internationalt succesfulde instruktør, der siden har givet os originaliteterne Abre los ojos og Los otros. Februar byder på vanvittig god krimi! En genre vi har valgt at tematisere til foråret. Filmen giver et fantastisk portræt af livet væk fra byerne i Spanien: Den støvede La noche de las girasoles af Jorge Sanchez Cabezudo er et særdeles seværdigt ”must see”. Forholdet mellem film og litteratur tematiserer vi igen i marts med Flores de otro Mundo, der har bragt en af Spaniens nulevende forfattere med måske den mest særegne stemme til lærredet; Julio Llamazares, har gjort poetisk prosa til drejebog for Iciar Bollaíns film om den stadigt vedkommende immigration i Spanien. Tematiserer man forholdet mellem Film og Litteratur, må også en litterær klassiker bringes til lærredet. Således sker det i april med en film drejet af den kontroversielle catalanske teatergruppe La fura dels Baus. Det var dem, der bragte den europæisk presse i kog med det pornografiske teaterstykke XXX, som blandt andet spillede på Århus Teater under Festugen i 2004, hvor publikummer gik på scenen og smed tøjet mens andre udenfor krævede stykket taget af programmet. Og for det ikke skal være løgn, stod de også bag åbningsceremonien til de Olympiske lege i Barcelona i 1992. Furierne har filmatiseret Goethes klassiker under titlen Fausto 5.0. Så nu er du advaret kære Forumgæst! Mangfoldige variationer og altid produktion med kant. Grib lejligheden til at opleve endnu et værk i Danmark af spansk samtidskunsts’ enfant terrible, La fura dels Baus. I majmåned rundes foråret af med mere krimi på litterær bund. Nyd plottet udfolde sig i Imanol Uribes film Plenilunio, skrevet af vore dages litterære sværvægter Antonio Muñoz Molina og hustru Elvira Lindo.
Alt dette og mere til, skulle bringe os frem til næste sommer. Overraskelser er på vej. Du kan løbende læse mere om de enkelte arrangementer her på bloggen og i nyhedsbrevene.
Spansk Filmforum siger igen et stort tak til vores samarbejdspartnere på Den spanske Ambassade i Danmark, Aarhus Universitet og selvfølgelig de altid imødekommende kræfter i Øst for Paradis.
Vi glæder os til at se dig i Århus’ bedste biograf!
Hilsner fra
Spansk Filmforum
Skriv svar
Filmprogram
Alle film vises kl. 13h, men vi starter med en kort introduktion kl. 12.45h.
Alle film har dansk eller engelsk undertekst. Vi forbeholder os ret til ændringer i programmet.
Entré: 50,-
Filmprogram for sæson 2011-2012
2011
La nana (2009) – 21/09
Dir. Sebastián Silva
Duración: 98 min.
Yo soy la Juani (2006) – 12/10
Dir. Bigas Luna
Duración: 90 min.
Tierra (1996) – 16/11
Dir. Julio Médem
Duración: 125 min.
2012
Carreteras secundarias (1997) 22/02
Dir. Emilio Martínez Lázaro
Intacto (2001) – 21/03
Dir. Juan Carlos Fresnadillo
Duración: 108 min.
En construcción(2001) – 18/04
Dir. José Luis Guerín
Duración: 125 min.
